“Skal vi ændre formation undervejs i kampen?” - bliv inspireret af en videnskabelig undersøgelse
At lave taktiske ændringer undervejs i en kamp er en af de træk, en træner oftest vil gribe til for at ændre kampbilledet, men det er ikke uden risiko. Hvad nu, hvis det ikke går som forventet? Er vores formationsændring nu også det rigtige? Kan det bedre svare sig at satse på plan A, men bringe nye spillere ind på de samme pladser i formationen?
Overvejelserne som træner er mange i det mest komplekse spil i verden. I den her artikel vil jeg præsentere en interessant videnskabelig undersøgelse, der blev lavet med det formål at besvare et af de vigtigste spørgsmål som træner:
"Hvad sker der, hvis vi ændrer formationen? Har det en effekt og hvilken?"
Selve studiet
I dette studie har forskerne fulgt et unavngivet hold fra Bundesligaen i tre sæsoner. I den periode har holdet haft tre forskellige trænere. Forskerne ønskede at undersøge den effekt, et formationsskifte har på antal skud/scoringschancer, antal mål og hvor ofte spillerne kom ind i den såkaldte "scoring zone", og de undersøgte det hhv. for eget hold og for modstanderhold. Det gjorde de for at se, om det ændrede på holdets generelle performance i kampen, som jo både er offensiv og defensiv. For at se den direkte effekt af formationsændringen, undersøgte de kampen statistisk 10 min før ændringen og 10 min efter for at kunne sammenligne perioderne med hinanden.

Hvad fandt de ud af?
Resultaterne af studiet var meget interessante.
Overordnet set fandt de, at der blev skabt flere scoringschancer for eget hold efter formationsskiftet og der blev scoret flere mål. Ganske enkelt havde det en positiv effekt på holdets performance offensivt at skifte formation. Dette fremgår f.eks. af nedenstående resultatgraf, der viser, at over alle 3 sæsoner var der signifikant flere scoringschancer efter ændringen sammenlignet med før.

Også defensivt havde det en god effekt. Efter ændringen skete det modsatte faktisk for modstanderholdet - de skabte færre chancer og kom færre gange ind i "scoring zone". Særligt i første sæson var der en signifikant effekt at se af ændringen:

Over de tre sæsoner var der variationer og ikke alle parametre havde en lige stor positiv effekt. Jeg har valgt at præsentere de to mest signifikante, men OVERORDNET SET fandt studiet, at formationsændringen havde en positiv effekt på både offensive chancer skabt og defensiv præstation.
Hvad kan vi så bruge det til?
Hvis ikke kampen går som håbet og man overvejer en formationsændring, kan et studie som dette måske være med til at overbevise dig om, at det kan svare sig at lave en formationsændring. I dette studie, for dette hold, over 3 sæsoner viste det sig at være en god ide.
Studiet fandt dog, at det også afhang af den enkelte træner, hvor effekten af formationsændringen varierede (dog var alle positive).
Det skal nok overvejes, HVORFOR denne positive ændring sker. Hvad er det ved formationsskiftet, der fører til positive ændringer? Der er en masse faktorer, studiet ikke kan undersøge. F.eks. har det ikke taget holdenes placering i tabellen med. Det har heller ikke set på den nuværende stilling i kampen. Vigtigst af alt bør det nok også overvejes, om formationsændringen på holdet afhænger af de indskiftninger, man kan lave, og kvaliteten af de spillere, der kommer på banen som en del af formationsskiftet. HVIS man også vælger at ændre formationen, vil det nok også afhænge af, om det er en formation, der er blevet træner/afprøvet inden og er en formation/plan B, som spillerne er komfortable med og hvor de kender deres roller.
Alt i alt er det op til dig som træner at vurdere, om formationsskiftet er det rette greb i kampen. Fodbold er utroligt komplekst, så et enkelt studie kan ikke give os hele svaret. Det er dog interessant at se, at det havde en positiv effekt på dette hold over 3 sæsoner og med 3 forskellige trænere - så måske vi ikke behøver være så forsigtige med at prøve noget nyt for at vende kampbilledet.
Referencer
Forcher L, Forcher L, Jekauc D, Wäsche H, Woll A, Gross T and Altmann S (2022) How Coaches Can Improve Their Teams' Match Performance—The Influence of In-Game Changes of Tactical Formation in Professional Soccer.
Front. Psychol. 13:914915.
doi: 10.3389/fpsyg.2022.914915